Chopmo's Weblog

Nu er Mea og jeg endelig kommet i gang på vores rytmikhold. Hver torsdag eftermiddag går vi til det hos Maria på Musikskolen Laura.

Rytmik er kort fortalt en måde for børnene at lege og lære ved hjælp af musik, rytmer og bevægelse. Maria lægger vægt på, at vi ikke snakker for meget, men i stedet synger, trommer, kilder, danser eller hvad det måtte være. Målet er at holde ungernes meget skrøbelige koncentration fast på musikken og på stemningen i de 45 minutter det varer.

Vi gik også til det på et andet hold i foråret, og det er sjovt at se forskellen fra dengang. Nu er hun meget mere opmærksom på de andre børn og på læreren (eller…instruktøren? Hvad hedder det egentlig?). Og eftersom hun næsten kan gå selv nu, så er det selvfølgelig blevet meget sværere at sidde stille

(Billederne har selvfølgelig ikke noget med rytmik at gøre, det var bare nogle jeg faldt over og havde lyst til at dele med omverdenen.)

Jeg bliver altid vildt imponeret af at se dygtige håndværkere gøre det, de er gode til. De sidste par dage har et par brolæggere (hedder det vel stadig) lavet nogle stensætninger i vores have, og det ser bare fantastisk ud.

Det, der sætter det lidt i perspektiv denne gang, er at vi for et par uger siden selv var i gang med skovl, sand og fliser. Vi byggede i løbet af en enkelt weekend, og med gode venners hjælp, to terrasser af brugte fliser, vi havde fundet på DBA. Det var en lang dag, men resultatet blev ret pænt, og vi spiste velfortjente pizzaer og var stolte af vores indsats.

Men vi var ikke færdige… Haven er i flere niveauer, så der skulle også bygges nogle vægge af kantblokke til at holde niveauerne adskilte. Og sådan nogle skal støbes ned i jorden for at stå ordentligt fast. Endelig skulle der bygges en rampe (bare en sti af herregårdssten) fra den nederste terrasse op til græsplanen. Begge projekter er noget sværere end bare at klaske nogle fliser ned til et par terrasser, så vi besluttede at skaffe professionel hjælp.

Det tog dem to formiddage, så var de færdige. Nå ja, og de havde også lige lavet en sti bag ved musikrummet. Alt sammen ser virkelig, virkelig godt ud! De har smeltet det perfekt sammen med det, vi selv havde lagt, alt ligger meget præcist og ser ud fuldstændig som vi havde forestillet os.

Jeg vil prøve at få lagt billeder af det hele på bloggen inden for længe.

Moralen med hele historien er, at vi denne gang har ramt en perfekt kombination af gør-det-selv og professionelt arbejde. Det kostede og ikke andet end et par kubikmeter sand og masser af hårdt arbejde at lægge selve terrasserne, til gengæld kunne vi godt tillade os at bruge nogle penge på de svære dele af projektet.

Så nu skal der planes ud og sås græs. Det bliver flot, og haven bliver meget mere brugbar med en stor græsplæne

Jeg har lige puttet en meget lille pige under en meget stor dyne. Det er bestemt ikke pigen, er blevet mindre, men dynen er blevet større. I dag har Mea opgraderet til en Juniordyne, der fylder godt og vel hele hendes lille seng. Og får hende til at se meget, meget lille ud.

Da jeg stod for lidt siden og ventede på at hun faldt i søvn, gik det op for mig at jeg nu endelig er klar til at skrive lidt om, hvordan det har været for mig at blive far. Der er stadig masser af ting, jeg ikke forstår, men lige nu føles det som om at der er endnu flere ting, jeg har forstået.

Der er noget paradoksalt ved at skulle fortælle om, hvordan det er at få et barn. For enten har læseren selv oplevet det og ved det hele i forvejen, eller også forstår han eller hun ikke rigtigt, hvad man snakker om. Man siger at det er umuligt at forstå hvordan det er, til man selv har prøvet det, og jeg er sikker på at det er rigtigt.

Der er så mange følelser involveret, som man bare ikke har en chance for at sætte sig ind i, og man kan godt selv blive lidt overrasket over dem somme tider. Da jeg stod og mærkede hende flette sine bittesmå fingre med mine, blev jeg pludselig overvældet af en følelse af, at alt var harmonisk. Jeg elsker mit liv og min familie, og jeg fik lyst til at fortælle andre om det. Lige nu spiller Rufus Wainwright på last.fm, jeg har tændt et par stearinlys og brygget en kop kaffe. Det er helt perfekt. Alt er perfekt, og jeg har svært ved at forstå, hvordan en lille pige kan gøre mig så lykkelig, rolig og afklaret. Uanset hvor sød hun så måtte være.

Jeg vidste jo godt, at jeg ville komme til at elske den lille pige, men jeg kunne ikke forestille mig hvordan. Og nu hvor nu hun er her, er det umuligt for mig at forstå, hvordan jeg kunne være i tvivl. Det er så naturligt som noget kan blive.

Selv om jeg ofte kan blive rørt til tårer over, hvor meget jeg holder af Mea, så ved jeg jo godt, at det på en måde er snyd. Jeg kan godt mærke at der er et formål med, at jeg er så forgabt i hende. Det er Kristines og min opgave at passe godt på hende, og det kan jeg også tydeligt mærke i mine følelser for hende. Faktisk har jeg jo kun kendt hende i et halvt år, og jeg kan vist roligt sige, at jeg aldrig før har været så begejstret for nogen efter at have kendt dem så kort tid! Jeg kan godt mærke at det er lidt lusket, men samtidig er det det mest åbenlyst ægte, jeg har oplevet i mit liv.

Der er så mange ting, der har ændret sig i mit liv, og så alligevel ikke. Det er en underlig forandring. For det er ikke fordi, man pludselig bliver et helt andet menneske, i hvert fald ikke på overfladen. Jeg har stadig mit job, jeg synger stadig i kor, jeg er stadig en nørd. Men jeg forstår alligevel nogle ting, jeg ikke forstod før. Og nogle ting forstår jeg på en anden måde. Jeg forstår for eksempel, at et sovende barn kan være noget af det allersmukkeste i hele verden, og det er der nok mange andre, der ikke forstår.

En anden ny erkendelse er at vi (ikke helt overraskende) har været så heldige at få det allerdejligste barn på Jorden. Lyder det bekendt? Forskellen er bare at vores faktisk er det dejligste barn, for hun er ikke bare ufatteligt sød, hun er også ret nem.

Og jeg forstår at man kan blive så ufatteligt sentimental, at det er umuligt for andre end en selv at følge med.

Min bror sagde noget tankevækkende til mig forleden dag. Han sad i sofaen ved siden af mig, mens jeg sad og tumlede med Mea. Han sagde noget i retning af, at det virkede så naturligt at se mig lege med hende. At jeg vidste lige, hvilke knapper jeg skulle trykke på for at gøre hende lykkelig.

Han er selv vild med børn, og han elsker også at lege med Mea, men det er lidt noget andet. Det er en smule mindre naturligt, fordi det ikke er hans eget barn. Inden vi fik Mea, var min (og sikkert mange kommende fædres) store frygt at jeg ikke ville kunne være afslappet og naturlig i mit forhold til hende. For selv om jeg også altid selv har været glad for børn, så har jeg ikke følt det helt afslappet at lege og tumle med dem. Nu ser jeg det pludselig fra den anden side. Og hører min bror sige noget der viser, at han nok er i den rolle, jeg selv var i for et års tid siden.

Det er ikke kun dejligt at få børn. Udover alle de dagligdags besværligheder, der følger med, så er der også nogle ting, jeg ikke havde tænkt over. Når man bliver far, bliver man selvfølgelig også meget mere følsom overfor historier om børn, der har det dårligt. For et år siden var jeg blevet så hærdet, at der nærmest ikke var noget som helst i Nyhederne, der kunne ryste mig. Nu er der i hvert fald én ting. Kristine og jeg har nogle gange været tæt ved at slukke for fjernsynet, fordi man skal behandle børn godt, og det gør de ikke altid derinde.

Det var egentlig meningen, at jeg ville skrive alt dette her ind i en fin sammenhæng, men jeg kan ikke rigtigt overskue det i aften. Det må få lov at stå som nogle brudstykker, for ellers ender det med at jeg går og ruger på det i ugevis, og det vil jeg ikke denne gang. Nu vil jeg tage hul på et emne, som jeg nok kommer til at skrive meget mere om i fremtiden.

Jeg synes som regel, jeg er nogenlunde ferm til at lave gør-det-selv agtige ting herhjemme. Men nogle gange går det helt galt.

To eksempler.

Udskæring af trapez-plader

Jeg er ved at bygge et halvtag til Meas vognpark. Eller rettere, jeg var ved at bygge et halvtag. Lige nu ligger projektet stille, selv om jeg kun mangler at sætte tagplader op.

Modelbillede. De rigtige plader ligger i haven og skammer sig. Dem er jeg stadig så sur på, at jeg ikke vil værdige dem et billede.

I lørdags, og kun i lørdags, havde jeg god tid til at sætte dem op. Selve pladerne var allerede indkøbt, så de skulle bare lige skæres ud og sættes op på det næsten færdige halvtag.

Men…hvordan skærer man egentlig i sådan nogle? Det virkede ikke så godt med en almidelig sav, så jeg endte med at bruge en stor saks. Det gik fint i starten, men så holdt det op med at gå fint. Pladerne begyndte at flække – først lidt, så mere, så rigtigt meget. Vistnok i takt med, at jeg blev ret hidsig. Til sidst var jeg faktisk så hidsig, at jeg hamrede saksen ned i en af pladerne. Og så gik der minsandten hul i den.

Et andet problem var, at det blæste en hel del i lørdags. Jeg er ikke dummere end at jeg godt kunne regne ud, at det måske ville gøre det ret svært at styre de forbandede plader. Men nu var det jo lige i lørdags, jeg havde tid! Det stod i kalenderen!!

Så lige nu har jeg sår på fingrene og ødelagte trapezplader i haven. Og et halvt halvtag.

Opsætning af magnettavle

Tag et kig på denne ret harmløse magnettavle:

En lille magnettavle, vistnok fra LIDL.

Hvor mange huller skal der mon bores for at sætte sådan en fætter op? To? Allerhøjst tre, i hvert fald.

Tæl selv:

Der er syv.

Lad os se hvad der skete:

1. Først borede jeg to huller (øverste)
2. Så fandt jeg ud af, at jeg havde målt forkert. Men ikke ret meget, så jeg kunne ikke genbruge et af dem, jeg havde boret.
3. Derfor borede jeg to nye (nederste huller inderst). Men i det venstre hul stødte jeg på noget metal.
4. Så fandt jeg ud af, at det var smartere at vende tavlen om, og så skulle hullerne være lidt længere fra hinanden.
5. Derfor borede jeg to nye huller. Idiot! Jeg kunne have genbrugt det højre!
6. Igen stødte jeg på metal i det venstre hul.
7. Herefter: Det endelige hul. Nederst, yderst til venstre. Og denne gang genbrugte jeg det inderste hul i højre side. Clever, clever!

Jeg har altid masser af gode grunde til at elske min dejlige kone!

For tiden er en af dem fremstillet af Casio og ser sådan her ud:

Hun gav mig det til min fødselsdag i onsdags, og jeg er fuldstændig vild med det. Det har en masse af de funktioner, man (eller i hvert fald jeg) normalt kun forventer at finde på et digitalur: Alarm, verdensur, stopur osv. Men fordi det er analogt, bruger man selvfølgelig viserne til at indstille det hele. F.eks. virker verdensuret ved, at der er en masse by-forkortelser tegnet ind langs kanten af urskiven. For at indstille det, skal jeg slå op i en tabel of finde frem til, at Los Angeles hedder “LAX”. Og når man indstiller årstallet viser den store sekundviser årtier og den lille viser enere.

Helt vildt besværligt, men også helt vildt sjovt og anderledes end alle ure, jeg har haft før. Da jeg var nede i butikken for at få remmen justeret, kiggede jeg på alle de andre ure i butikken, men jeg kunne ikke finde et, jeg hellere ville have.

Som jeg også har blogget om tidligere, er jeg i gang med at lave railsforum.dk, et dansk forum for Ruby on Rails udvikling. Jeg mener virkelig, der er brug for et forum til de danske Ruby-udviklere (separat blog entry om det senere), og jeg fortryder ikke, at jeg har kastet mig ud i projektet.

Men…jeg er ikke ret god til at designe selve sitet. Slet ikke spor god, endda. Heldigvis har nogle flinke mennesker tilbudt deres hjælp og gode råd, men alligevel har jeg, og jeg alene, præsteret at få det til at se sådan her ud:

Ikke så kønt…? Nix, absolut ikke. En af de kommentarer jeg har fået er, at man får det ret dårligt af den blå baggrundsfarve efter noget tid. Touché!

Logoet er ellers ret fedt, synes jeg. Det er designet af min gammle ven Anders, som gav mig dette materiale at lege med:

Hmm…primær farve? Sekundær farve? Kontrast farve? Gad vide hvad de skal bruges til. Nok i hvert fald ikke det, jeg har fået ud af dem

Da det stod klart for hele aarhus.rb gruppen, at jeg ikke kunne klare opgaven alene, sprang den venlige sjæl Christoffer til med dette forslag:

Det ligger helt klart tættere på det, jeg selv havde forestillet mig. El Dorados oprindelige design er lidt for kantet og business-agtigt efter min smag. Og der er for mange farver. Jeg kan godt lide, at Christoffers forslag er så simpelt.

Men forslaget er bare en mockup (dvs. det er bare lavet i Photoshop), så her til aften har jeg kæmpet med at få selve websitet til at se ligesådan ud.

Her er resultatet indtil videre:

Jeg er meget godt tilfreds indtil nu, men der er selvfølgelig et godt stykke vej igen.

Gode forslag modtages meget gerne.

Her i Østjylland fik vi 1. november 2009 en ny TV-kanal. Og ja, den hedder Kanal Østjylland.

Som det meste andet lokal-TV er indholdet ikke rigtigt værd at samle på. Her til aften faldt vi over et fint indslag om giraffer, men det viste sig at være produceret af TV2/Østjylland, og det må vel siges at være i hvert fald halv-professionelt.

Det er nu også ligemeget. Dårligt fjernsyn er der masser af, og det kan ikke i sig selv få mig til tasterne.

Hvad der virkelig forarger mig er, at kanalen er fyldt til bristepunktet med kristen propaganda. Faktisk viser lidt research as 9 ud af 28 sendetilladelser til kanalen er givet til kristne organisationer!

Det er da for langt ude?? Meningen med den kanal var vel, at den skulle bringe lokalt stof fra Østjylland, da ikke at den skulle forkynde det kristne budskab?

Nu er det ikke nogen hemmelighed, at noget af det allerværste jeg ved er missionerende religiøse mennesker. Jeg kan acceptere at folk vælger at være religiøse, men jeg synes i den grad, det er noget, man skal holde for sig selv. Uanset, hvilken religion man bekender sig til.

Jeg har været vegetar hele mit liv, og det er jo også en slags livssyn. Men jeg kunne aldrig drømme om at prøve at overtale andre mennesker til at blive det. Jeg har intet imod at snakke om det, men det skal være fordi folk selv er interesserede, ikke fordi jeg skal prøve på at omvende dem.

Og uanset hvad man prædiker: En kanal, der i bedste TV-shop stil går målrettet efter den dummeste eller mest uselvstændige del af befolkningen, det kan jeg simpelhen ikke se, hvad vi skal bruge til.

Her til aften kom jeg til at tænke over noget underligt, som jeg gerne vil fortællle lidt om. Og nej, det har ikke noget med klima eller COP15 at gøre.

Det har været en ret dårlig aften, faktisk. Mea ville ikke sove, og det betød at tiden nærmest forsvandt. Vi ventede og ventede på at hun skulle falde i søvn, og jeg kunne ikke finde ud af at bruge alt den tid, hvor det var Kristine, der havde tjansen.

Det er virkelig noget, jeg er nødt til at blive bedre til. Og jeg gætter på, det er en meget almindelig begynderfejl som nybagt forælder. Når man har barne-fri, så skal man også sørge for at udnytte det i stedet for at involvere sig i pasningen på den mest meningsløse måde: Ved at sidde og vente!

Men som sagt kunne jeg ikke finde ud af andet her til aften, og det drænede mig virkelig for energi. Jeg kunne ikke rigtigt komme i gang med noget, så jeg sad bare og små-læste de mange, mange sædvanlige nyhedskilder. Facebook, Twitter, blogs, aktiekurser, pol.dk osv. osv.

Når man er passiv, så forsvinder ens energi. Nu kommer så faktisk den ene fornuftige tanke, jeg har haft i aften. For hvis man er aktiv, så får man ekstra energi! Tada!! Det er ligesom når en mor ammer sit barn. Jo mere barnet dier, jo mere mælk bliver der produceret. Måske lidt en søgt sammenligning, men jeg tror faktisk, årsagen er nogenlunde den samme. Når vi er aktive og får lavet en masse ting, så kan kroppen jo godt se, at vi har brug for en masse energi. Men hvis vi er passive kan den slappe af, blive træt og lade op til hårdere tider.

Og så går sådan en som mig helt i kulkælderen rent psykisk, for jeg bliver alt for utilfreds med mig selv, når jeg føler at jeg spilder tiden.

—

Update: Dette indlæg handler om torsdag aften, men jeg fik det ikke skrevet færdig før nu.

Forrige mandag, dvs. for snart to uger siden, skrev jeg en mail til Tryg for at spørge til status på en forsikringssag. Da jeg i tirsdags stadig ikke havde fået svar, skrev jeg til dem igen:

Helt ærligt...

Kan det virkelig passe, at en virksomhed som Tryg ikke kan finde ud af at svare på en email??

Og jeg har stadig ikke hørt fra dem, så det kan åbenbart godt passe.

Måske er det noget med forsikringsselskaber generelt. Mondux har også flere gange syltet mails fra mig. Og da jeg efter to uger rykkede dem i ret uhøflige vendinger, havde de tilfældigvis færdigbehandlet min sag netop den dag…hmm.

Det forbandede er bare, at man ikke rigtigt kan klare sig uden forsikringer. Så hvad er det mindst dårlige selskab, vi har her i landet?