For et par uger siden holdt vores forbindelse pludselig op med at virke mens vi var på ferie, så den havde været nede 5 dage, da vi opdagede det. Desværre var det lørdag formiddag, og Dansk Net tager ikke telefonen i weekenden.

Så jeg sendte en mail til dem i stedet for. Mandag formiddag fik jeg et svar fra en supporter om, at den burde virke igen. Det gjorde den også, men kun i et par timer, så gik den ned igen.

Næste dag: Samme historie. Denne gang skrev han i sin mail, at han havde “rodet lidt” med forbindelsen, så nu burde den virke. Det gjorde den også i et par timer. Jeg skrev til dem, at det var vigtigt for mig at have en stabil forbindelse, og at jeg var nødt til at skifte udbyder hvis ikke de kunne komme med et konkret forslag til hvordan stabiliteten kunne forbedres. Ingen svar på den del af min mail.

Efter endnu et nedbrud, og stadig ingen tegn på at DN gjorde noget seriøst for at finde selve fejlen, bestilte jeg Fullrate. Men samtidig havde DN omsider sendt sagen videre til deres teknikere, som “gerne skulle have løst problemet permanent”.

Hm…lidt et dilemma, for det er besværligt at skulle skifte udbyder, ændre DNS, opsætte ny router osv. osv. Så OK, jeg besluttede at give DN en sidste chance. Derfor skrev jeg og annullerede min bestilling af Fullrate, hvilket de bekræftede meget hurtigt. De gjorde samtidig opmærksom på, at jeg selv skulle stå for at annullere opsigelsen af min gamle udbyder. Fair nok.

Så for 3 dage siden skrev jeg en mail til DNs kundeservice om, at hvis de havde modtaget en opsigelse fra Fullrate, så ville jeg gerne annullere den. Den mail har jeg ikke fået svar på endnu.

Til gengæld fik jeg i dag en “Bekræftelse af opsigelse” med dato på, hvornår min forbindelse bliver taget ned. So long, suckers. I skulle vænne jer til at læse jeres mails.

Det er ikke fordi, jeg er specielt paranoid eller bekymret om, hvad folk kan se om mig. Jeg har altid betragtet alt på min Facebook profil som offentligt tilgængeligt, og jeg har ikke noget imod at enhver kan se de ting, jeg poster. Derfor har jeg heller ikke personligt haft noget imod at alt indhold på Facebook gradvist bliver tilgængeligt for flere og flere. Selv om jeg bestemt godt kan forstå dem, der har.

Men Timeline og især Social Reader er et kvalitativt skift i en retning, jeg ikke bryder mig om. Jeg kan i den grad ikke se det fede i, at ting automatisk bliver vist på min wall. Og det er det, der er det nye i Social Reader: Hvis jeg læser en artikel på f.eks. Washington Post, så vil det kunne ses på min wall. Det er en meget anderledes måde at dele ting på, end hvis man selv poster det. Kombineret med Timeline vil det blive muligt at tegne nogle meget detaljerede profiler af folk, langt tilbage i tiden. Det er åbenlyst for mange, men uigennemskueligt for endnu flere.

Og jeg ved godt at det er et tilvalg lige nu, men det er næsten alt til at starte med. Det er et ret tydeligt signal om, hvad det er for en type socialt netværk, Facebook gerne vil lave på lang sigt. Og det er også helt cool, det bliver bare uden mig.

Jeg læste et sted at masser af mennesker nu lukker deres konti som reaktion på de features, der blev annonceret for et par dage siden. Og ret hurtigt gik det op for mig, at det er også det rigtige for mig at gøre. Generelt har jeg ikke spor imod sociale netværk. Jeg er både på Twitter, LinkedIn og Google+ (sådan halvt). De to første har en værdi for mig, som jeg nemt kan sætte ord på og værdsætte. Den sidste ser jeg stadig lidt an. Måske lidt mere nu hvor jeg slipper Facebook.

Facebook var faktisk en stor oplevelse for mig i starten, hvor jeg (ligesom alle andre) sad og gravede gamle skolevenner og andre bekendte frem. Det var da helt vildt sjovt at se, hvad der var blevet af dem! Efterhånden som månederne gik, blev det mindre og mindre interessant, og til sidst endte jeg med at hide mange af dem. Det er ikke noget personligt eller fordi, jeg synes deres liv er kedeligere end mit, men jeg kender dem bare ikke længere. Der var vel en grund til at vi ikke holdt kontakten eller ikke har kontaktet hinanden igen siden dengang for længe siden. At følge hinandens updates på Facebook tæller i den grad ikke som “at holde kontakten”.

Noget helt andet er, at jeg er alvorligt træt af altid at vide hvad der foregår i mine venners liv. “Nå, har du fået ny bil…ja, det så jeg egentlig godt på Facebook. Hø hø.” Det er også en af de ting, der var meget sjovt i starten, nu er det bare anstrengene. Jeg savner faktisk at være spændt på at høre om, hvad der er sket for folk.

Og noget tredie er, at Facebook får noget frem i mig selv, som jeg ikke kan lide. Hvis jeg skriver en status update, så tænker jeg rent faktisk på, hvor mange der liker den, og hvem der mon kommenterer på den. Det er vel bare almindelig forfængelighed, vi vil jo allesammen gerne være populære og sjove og kloge. Men jeg føler mig alligevel lidt ynkeligt tilpas over at tænke på den måde, specielt når jeg ved hvordan det alligevel bare flyver forbi folks nyhedsstream og deres opmærksomhed, nærmest ligegyldigt hvad jeg skriver.

Nå ja, en ting mere. Der er faktisk flere ting end jeg lige troede. Når jeg læser min egen stream, så kan jeg blive helt flov over, så ligeglad jeg somme tider er med det hele. Og det er virkelig ikke fordi, jeg er ligeglad med mennesket bag hver update, men altså…det er jo bare Facebook. På en platform hvor så stor en del af indholdet bare er for sjov, eller måske lidt for alvor (men aldrig sådan HELT for alvor), så kan jeg ikke holde koncentrationen rent følelsesmæssigt. Det farer bare forbi, meget hurtigt. Og hovsa, så var der en der var gravid eller nogen der lige har fået barn eller købt et hus. Somme tider kigger jeg på de nyheder i under et sekund, så er jeg videre til det næste. Sikkert et billede af nybagte muffins. Er det en fed måde at behandle sine venner på? Jeg synes det egentlig ikke.

Sidste ting: Facebook er spild af tid for mig. Jeg nyder det ikke længere, men jeg kan alligevel ikke lade være med at checke det næsten hver dag. Og hver gang bliver jeg lidt mere ligeglad med det hele.

Så farvel Facebook, og tak for en masse sjove oplevelser dengang for længe siden.

Som sagt kan I stadig finde mig andre steder – der er links til det hele her.

I aftes var jeg til koncert med Pretty Lights og DJ Shadow på Train, og det var en fed oplevelse!

Så snart vi kom ind, blev vi næsten blæst væk af Pretty Lights…der var vildt meget energi i hans musik, og det var vildt højt. Masser af fede grooves og tunge beats…det var næsten ikke til at stå stille. Noget af det allerfedeste var et remix af Radiohead’s “Everything’s in the right place”. Jeg har hørt et par remixes af den før, men ikke noget der kommer i nærheden af det her.

Men der var ikke så meget at se på. Det meste af scenen var fyldt op af en stor sølvfarvet kugle (de vakse tilskuere kunne godt regne ud, at den nok skulle bruges senere), og PL havde et beskedent bord stående ved siden af. Hele bagvæggen bag scenen var dækket af et sølvfarvet lærred, og man kunne ikke undgå at lægge mærke til fire kraftige projektorer, to på hver side af scenen. Men ingen af delene var altså i brug under PL’s koncert, kun det almindelige lys i loftet (som også er super fedt på Train).

Her er et lille klip, der giver et meget godt indtryk af ham, selv om lyden selvfølgelig er smadret:

Efter en god lang pause, som mine ører virkelig satte pris på, kom DJ Shadow ind på scenen og begynde at snakke til folk. Det var ikke rigtigt til at høre hvad han sagde, for han havde ikke nogen mikrofon…! Min ven mente at han vist opfordrede os høfligt til at lave noget larm, hvis vi godt kunne lide musikken. Han havde spillet i København i går, og de havde været lidt for afdæmpede, mente han. Men altså…hvad fanden var det for en måde at starte en koncert på?!? Vi havde ventet på ham i over en time, og når han endelig kom til syne, var det i hvidt lys, uden musik, uden mikrofon eller noget som helst. Det var ret underligt, men også meget hyggeligt.

Derefter forlod han scenen, og der begynde at komme gang i noget musik og især i nogle visuals. Det var virkelig imponerende….en kæmpe dosis billeder på meget kort tid. Den slags er svært at beskrive, men det var en blanding af rigtige billeder (mest fabrikker, elektronik og den slags) og mere eller mindre psykedeliske mønstre, tegninger og animationer.

Rent musikalsk må jeg indrømme, at jeg faktisk bedre kunne lide Pretty Lights end DJ Shadow. Måske er det fordi, jeg ikke er nogen hardcore fan af selve DJ stilen, så det blev på en måde for autentisk til mig. Det var tydeligt at han lavede meget af musikken for øjnene af os, og det er jo som udgangspunkt fedt. Han havde en Octapad og et lille splash-bækken, og ind imellem fandt han et par trommestikker frem og tæskede løs. Og så scratchede han selvfølgelig det meste af tiden.

Alt sammen fedt nok, men ikke ligefrem noget, man kommer til at stå og hoppe op og ned af. Det føltes lidt ligesom alt for lange improvisationer til en jazzkoncert – man kommer til at savne noget tungt og genkendeligt.

Noget andet er, at han var meget stille og rolig på scenen. Bevægede sig ikke ret meget og råbte overhovedet ikke af os. Det er måske også lidt underligt, at man forventer det..? Når han en sjælden gang imellem greb mikrofonen, opfordrede han os høfligt til at “make som noise”. Og kaldte os “ladies and gentlemen”. Meget underspillet og diskret, men der er sgu ikke meget energi i det… Det var meget sjovere, da PL råbte “I’m gonna drop some new shit on you motherfuckers” – det passer ligesom bedre til stilen

Ingen tvivl om, at DJ Shadow er super sej, men jeg kan bedre lide at høre hans plader end at høre ham live, til trods for alle de flotte visuals. Og Pretty Lights er omgående kommet i hot rotation i min Spotify-klient.

Jeg skriver dette fra nogle kilometers højde. Mest fordi, jeg har brug for noget fornuftigt at foretage mig, hvis jeg ikke skal spekulere for meget på, hvor fuldstændigt sindssygt det føles at hænge heroppe.

Det bliver aldrig naturligt eller afslappet for mig at flyve. Måske er det bare fordi, jeg gør det så sjældent, men det er svært for mig at forestille mig, at det nogensinde skulle blive rutine. Jeg ved udmærket godt, at risikoen for at falde ned er meget lille, og at det er den sikreste form for transport, der findes. Alligevel har jeg valgt et sæde næsten helt bagerst i flyet, for så har jeg en naiv forestilling om at chancen for at overleve er større, hvis vi skulle falde ned. Hvis vi ikke falder ned, må jeg til gengæld leve med en frygtelig larm fra motoren, som er under en meter fra mit hoved.

Heldigvis er det ikke så svært for mig at tvinge mig selv til at være rolig. Hvis jeg kigger ud over vandet langt under os og trækker vejret dybt, kan jeg godt bare nyde udsigten. Faktisk er det en slags overgivelse. Jeg ved jo godt, at jeg hverken kan gøre til eller fra heroppe, så jeg kan lige så godt prøve få det bedste ud af det. Og det kan godt lykkes mig at blive så opslugt af den smukke udsigt, at jeg ikke tænker på at falde ned. I hvert fald i korte perioder af gangen.

Rytmik er kort fortalt en måde for børnene at lege og lære ved hjælp af musik, rytmer og bevægelse. Maria lægger vægt på, at vi ikke snakker for meget, men i stedet synger, trommer, kilder, danser eller hvad det måtte være. Målet er at holde ungernes meget skrøbelige koncentration fast på musikken og på stemningen i de 45 minutter det varer.

Vi gik også til det på et andet hold i foråret, og det er sjovt at se forskellen fra dengang. Nu er hun meget mere opmærksom på de andre børn og på læreren (eller…instruktøren? Hvad hedder det egentlig?). Og eftersom hun næsten kan gå selv nu, så er det selvfølgelig blevet meget sværere at sidde stille

(Billederne har selvfølgelig ikke noget med rytmik at gøre, det var bare nogle jeg faldt over og havde lyst til at dele med omverdenen.)

Det, der sætter det lidt i perspektiv denne gang, er at vi for et par uger siden selv var i gang med skovl, sand og fliser. Vi byggede i løbet af en enkelt weekend, og med gode venners hjælp, to terrasser af brugte fliser, vi havde fundet på DBA. Det var en lang dag, men resultatet blev ret pænt, og vi spiste velfortjente pizzaer og var stolte af vores indsats.

Men vi var ikke færdige… Haven er i flere niveauer, så der skulle også bygges nogle vægge af kantblokke til at holde niveauerne adskilte. Og sådan nogle skal støbes ned i jorden for at stå ordentligt fast. Endelig skulle der bygges en rampe (bare en sti af herregårdssten) fra den nederste terrasse op til græsplanen. Begge projekter er noget sværere end bare at klaske nogle fliser ned til et par terrasser, så vi besluttede at skaffe professionel hjælp.

Det tog dem to formiddage, så var de færdige. Nå ja, og de havde også lige lavet en sti bag ved musikrummet. Alt sammen ser virkelig, virkelig godt ud! De har smeltet det perfekt sammen med det, vi selv havde lagt, alt ligger meget præcist og ser ud fuldstændig som vi havde forestillet os.

Jeg vil prøve at få lagt billeder af det hele på bloggen inden for længe.

Moralen med hele historien er, at vi denne gang har ramt en perfekt kombination af gør-det-selv og professionelt arbejde. Det kostede og ikke andet end et par kubikmeter sand og masser af hårdt arbejde at lægge selve terrasserne, til gengæld kunne vi godt tillade os at bruge nogle penge på de svære dele af projektet.

Så nu skal der planes ud og sås græs. Det bliver flot, og haven bliver meget mere brugbar med en stor græsplæne

Jeg har lige puttet en meget lille pige under en meget stor dyne. Det er bestemt ikke pigen, er blevet mindre, men dynen er blevet større. I dag har Mea opgraderet til en Juniordyne, der fylder godt og vel hele hendes lille seng. Og får hende til at se meget, meget lille ud.

Da jeg stod for lidt siden og ventede på at hun faldt i søvn, gik det op for mig at jeg nu endelig er klar til at skrive lidt om, hvordan det har været for mig at blive far. Der er stadig masser af ting, jeg ikke forstår, men lige nu føles det som om at der er endnu flere ting, jeg har forstået.

Der er noget paradoksalt ved at skulle fortælle om, hvordan det er at få et barn. For enten har læseren selv oplevet det og ved det hele i forvejen, eller også forstår han eller hun ikke rigtigt, hvad man snakker om. Man siger at det er umuligt at forstå hvordan det er, til man selv har prøvet det, og jeg er sikker på at det er rigtigt.

Der er så mange følelser involveret, som man bare ikke har en chance for at sætte sig ind i, og man kan godt selv blive lidt overrasket over dem somme tider. Da jeg stod og mærkede hende flette sine bittesmå fingre med mine, blev jeg pludselig overvældet af en følelse af, at alt var harmonisk. Jeg elsker mit liv og min familie, og jeg fik lyst til at fortælle andre om det. Lige nu spiller Rufus Wainwright på last.fm, jeg har tændt et par stearinlys og brygget en kop kaffe. Det er helt perfekt. Alt er perfekt, og jeg har svært ved at forstå, hvordan en lille pige kan gøre mig så lykkelig, rolig og afklaret. Uanset hvor sød hun så måtte være.

Jeg vidste jo godt, at jeg ville komme til at elske den lille pige, men jeg kunne ikke forestille mig hvordan. Og nu hvor nu hun er her, er det umuligt for mig at forstå, hvordan jeg kunne være i tvivl. Det er så naturligt som noget kan blive.

Selv om jeg ofte kan blive rørt til tårer over, hvor meget jeg holder af Mea, så ved jeg jo godt, at det på en måde er snyd. Jeg kan godt mærke at der er et formål med, at jeg er så forgabt i hende. Det er Kristines og min opgave at passe godt på hende, og det kan jeg også tydeligt mærke i mine følelser for hende. Faktisk har jeg jo kun kendt hende i et halvt år, og jeg kan vist roligt sige, at jeg aldrig før har været så begejstret for nogen efter at have kendt dem så kort tid! Jeg kan godt mærke at det er lidt lusket, men samtidig er det det mest åbenlyst ægte, jeg har oplevet i mit liv.

Der er så mange ting, der har ændret sig i mit liv, og så alligevel ikke. Det er en underlig forandring. For det er ikke fordi, man pludselig bliver et helt andet menneske, i hvert fald ikke på overfladen. Jeg har stadig mit job, jeg synger stadig i kor, jeg er stadig en nørd. Men jeg forstår alligevel nogle ting, jeg ikke forstod før. Og nogle ting forstår jeg på en anden måde. Jeg forstår for eksempel, at et sovende barn kan være noget af det allersmukkeste i hele verden, og det er der nok mange andre, der ikke forstår.

En anden ny erkendelse er at vi (ikke helt overraskende) har været så heldige at få det allerdejligste barn på Jorden. Lyder det bekendt? Forskellen er bare at vores faktisk er det dejligste barn, for hun er ikke bare ufatteligt sød, hun er også ret nem.

Og jeg forstår at man kan blive så ufatteligt sentimental, at det er umuligt for andre end en selv at følge med.

Min bror sagde noget tankevækkende til mig forleden dag. Han sad i sofaen ved siden af mig, mens jeg sad og tumlede med Mea. Han sagde noget i retning af, at det virkede så naturligt at se mig lege med hende. At jeg vidste lige, hvilke knapper jeg skulle trykke på for at gøre hende lykkelig.

Han er selv vild med børn, og han elsker også at lege med Mea, men det er lidt noget andet. Det er en smule mindre naturligt, fordi det ikke er hans eget barn. Inden vi fik Mea, var min (og sikkert mange kommende fædres) store frygt at jeg ikke ville kunne være afslappet og naturlig i mit forhold til hende. For selv om jeg også altid selv har været glad for børn, så har jeg ikke følt det helt afslappet at lege og tumle med dem. Nu ser jeg det pludselig fra den anden side. Og hører min bror sige noget der viser, at han nok er i den rolle, jeg selv var i for et års tid siden.

Det er ikke kun dejligt at få børn. Udover alle de dagligdags besværligheder, der følger med, så er der også nogle ting, jeg ikke havde tænkt over. Når man bliver far, bliver man selvfølgelig også meget mere følsom overfor historier om børn, der har det dårligt. For et år siden var jeg blevet så hærdet, at der nærmest ikke var noget som helst i Nyhederne, der kunne ryste mig. Nu er der i hvert fald én ting. Kristine og jeg har nogle gange været tæt ved at slukke for fjernsynet, fordi man skal behandle børn godt, og det gør de ikke altid derinde.

Det var egentlig meningen, at jeg ville skrive alt dette her ind i en fin sammenhæng, men jeg kan ikke rigtigt overskue det i aften. Det må få lov at stå som nogle brudstykker, for ellers ender det med at jeg går og ruger på det i ugevis, og det vil jeg ikke denne gang. Nu vil jeg tage hul på et emne, som jeg nok kommer til at skrive meget mere om i fremtiden.

To eksempler.

Udskæring af trapez-plader

Jeg er ved at bygge et halvtag til Meas vognpark. Eller rettere, jeg var ved at bygge et halvtag. Lige nu ligger projektet stille, selv om jeg kun mangler at sætte tagplader op.

Modelbillede. De rigtige plader ligger i haven og skammer sig. Dem er jeg stadig så sur på, at jeg ikke vil værdige dem et billede.

I lørdags, og kun i lørdags, havde jeg god tid til at sætte dem op. Selve pladerne var allerede indkøbt, så de skulle bare lige skæres ud og sættes op på det næsten færdige halvtag.

Men…hvordan skærer man egentlig i sådan nogle? Det virkede ikke så godt med en almidelig sav, så jeg endte med at bruge en stor saks. Det gik fint i starten, men så holdt det op med at gå fint. Pladerne begyndte at flække – først lidt, så mere, så rigtigt meget. Vistnok i takt med, at jeg blev ret hidsig. Til sidst var jeg faktisk så hidsig, at jeg hamrede saksen ned i en af pladerne. Og så gik der minsandten hul i den.

Et andet problem var, at det blæste en hel del i lørdags. Jeg er ikke dummere end at jeg godt kunne regne ud, at det måske ville gøre det ret svært at styre de forbandede plader. Men nu var det jo lige i lørdags, jeg havde tid! Det stod i kalenderen!!

Så lige nu har jeg sår på fingrene og ødelagte trapezplader i haven. Og et halvt halvtag.

Opsætning af magnettavle

Tag et kig på denne ret harmløse magnettavle:

En lille magnettavle, vistnok fra LIDL.

Hvor mange huller skal der mon bores for at sætte sådan en fætter op? To? Allerhøjst tre, i hvert fald.

Tæl selv:

Der er syv.

Lad os se hvad der skete:

1. Først borede jeg to huller (øverste)
2. Så fandt jeg ud af, at jeg havde målt forkert. Men ikke ret meget, så jeg kunne ikke genbruge et af dem, jeg havde boret.
3. Derfor borede jeg to nye (nederste huller inderst). Men i det venstre hul stødte jeg på noget metal.
4. Så fandt jeg ud af, at det var smartere at vende tavlen om, og så skulle hullerne være lidt længere fra hinanden.
5. Derfor borede jeg to nye huller. Idiot! Jeg kunne have genbrugt det højre!
6. Igen stødte jeg på metal i det venstre hul.
7. Herefter: Det endelige hul. Nederst, yderst til venstre. Og denne gang genbrugte jeg det inderste hul i højre side. Clever, clever!

For tiden er en af dem fremstillet af Casio og ser sådan her ud:

Hun gav mig det til min fødselsdag i onsdags, og jeg er fuldstændig vild med det. Det har en masse af de funktioner, man (eller i hvert fald jeg) normalt kun forventer at finde på et digitalur: Alarm, verdensur, stopur osv. Men fordi det er analogt, bruger man selvfølgelig viserne til at indstille det hele. F.eks. virker verdensuret ved, at der er en masse by-forkortelser tegnet ind langs kanten af urskiven. For at indstille det, skal jeg slå op i en tabel of finde frem til, at Los Angeles hedder “LAX”. Og når man indstiller årstallet viser den store sekundviser årtier og den lille viser enere.

Helt vildt besværligt, men også helt vildt sjovt og anderledes end alle ure, jeg har haft før. Da jeg var nede i butikken for at få remmen justeret, kiggede jeg på alle de andre ure i butikken, men jeg kunne ikke finde et, jeg hellere ville have.

Men…jeg er ikke ret god til at designe selve sitet. Slet ikke spor god, endda. Heldigvis har nogle flinke mennesker tilbudt deres hjælp og gode råd, men alligevel har jeg, og jeg alene, præsteret at få det til at se sådan her ud:

Ikke så kønt…? Nix, absolut ikke. En af de kommentarer jeg har fået er, at man får det ret dårligt af den blå baggrundsfarve efter noget tid. Touché!

Logoet er ellers ret fedt, synes jeg. Det er designet af min gammle ven Anders, som gav mig dette materiale at lege med:

Hmm…primær farve? Sekundær farve? Kontrast farve? Gad vide hvad de skal bruges til. Nok i hvert fald ikke det, jeg har fået ud af dem

Da det stod klart for hele aarhus.rb gruppen, at jeg ikke kunne klare opgaven alene, sprang den venlige sjæl Christoffer til med dette forslag:

Det ligger helt klart tættere på det, jeg selv havde forestillet mig. El Dorados oprindelige design er lidt for kantet og business-agtigt efter min smag. Og der er for mange farver. Jeg kan godt lide, at Christoffers forslag er så simpelt.

Men forslaget er bare en mockup (dvs. det er bare lavet i Photoshop), så her til aften har jeg kæmpet med at få selve websitet til at se ligesådan ud.

Her er resultatet indtil videre:

Jeg er meget godt tilfreds indtil nu, men der er selvfølgelig et godt stykke vej igen.

Gode forslag modtages meget gerne.