Skip to content
24/03/2010 / chopmo

Farmand

Jeg har lige puttet en meget lille pige under en meget stor dyne. Det er bestemt ikke pigen, er blevet mindre, men dynen er blevet større. I dag har Mea opgraderet til en Juniordyne, der fylder godt og vel hele hendes lille seng. Og får hende til at se meget, meget lille ud.

Da jeg stod for lidt siden og ventede på at hun faldt i søvn, gik det op for mig at jeg nu endelig er klar til at skrive lidt om, hvordan det har været for mig at blive far. Der er stadig masser af ting, jeg ikke forstår, men lige nu føles det som om at der er endnu flere ting, jeg har forstået.

Der er noget paradoksalt ved at skulle fortælle om, hvordan det er at få et barn. For enten har læseren selv oplevet det og ved det hele i forvejen, eller også forstår han eller hun ikke rigtigt, hvad man snakker om. Man siger at det er umuligt at forstå hvordan det er, til man selv har prøvet det, og jeg er sikker på at det er rigtigt.

Der er så mange følelser involveret, som man bare ikke har en chance for at sætte sig ind i, og man kan godt selv blive lidt overrasket over dem somme tider. Da jeg stod og mærkede hende flette sine bittesmå fingre med mine, blev jeg pludselig overvældet af en følelse af, at alt var harmonisk. Jeg elsker mit liv og min familie, og jeg fik lyst til at fortælle andre om det. Lige nu spiller Rufus Wainwright på last.fm, jeg har tændt et par stearinlys og brygget en kop kaffe. Det er helt perfekt. Alt er perfekt, og jeg har svært ved at forstå, hvordan en lille pige kan gøre mig så lykkelig, rolig og afklaret. Uanset hvor sød hun så måtte være.

Jeg vidste jo godt, at jeg ville komme til at elske den lille pige, men jeg kunne ikke forestille mig hvordan. Og nu hvor nu hun er her, er det umuligt for mig at forstå, hvordan jeg kunne være i tvivl. Det er så naturligt som noget kan blive.

Selv om jeg ofte kan blive rørt til tårer over, hvor meget jeg holder af Mea, så ved jeg jo godt, at det på en måde er snyd. Jeg kan godt mærke at der er et formål med, at jeg er så forgabt i hende. Det er Kristines og min opgave at passe godt på hende, og det kan jeg også tydeligt mærke i mine følelser for hende. Faktisk har jeg jo kun kendt hende i et halvt år, og jeg kan vist roligt sige, at jeg aldrig før har været begejstret for nogen efter at have kendt dem så kort tid! Jeg kan godt mærke at det er lidt lusket, men samtidig er det det mest åbenlyst ægte, jeg har oplevet i mit liv.

Der er så mange ting, der har ændret sig i mit liv, og så alligevel ikke. Det er en underlig forandring. For det er ikke fordi, man pludselig bliver et helt andet menneske, i hvert fald ikke på overfladen. Jeg har stadig mit job, jeg synger stadig i kor, jeg er stadig en nørd. Men jeg forstår alligevel nogle ting, jeg ikke forstod før. Og nogle ting forstår jeg på en anden måde. Jeg forstår for eksempel, at et sovende barn kan være noget af det allersmukkeste i hele verden, og det er der nok mange andre, der ikke forstår.

En anden ny erkendelse er at vi (ikke helt overraskende) har været så heldige at få det allerdejligste barn på Jorden. Lyder det bekendt? Forskellen er bare at vores faktisk er det dejligste barn, for hun er ikke bare ufatteligt sød, hun er også ret nem.

Og jeg forstår at man kan blive så ufatteligt sentimental, at det er umuligt for andre end en selv at følge med.

Min bror sagde noget tankevækkende til mig forleden dag. Han sad i sofaen ved siden af mig, mens jeg sad og tumlede med Mea. Han sagde noget i retning af, at det virkede så naturligt at se mig lege med hende. At jeg vidste lige, hvilke knapper jeg skulle trykke på for at gøre hende lykkelig.

Han er selv vild med børn, og han elsker også at lege med Mea, men det er lidt noget andet. Det er en smule mindre naturligt, fordi det ikke er hans eget barn. Inden vi fik Mea, var min (og sikkert mange kommende fædres) store frygt at jeg ikke ville kunne være afslappet og naturlig i mit forhold til hende. For selv om jeg også altid selv har været glad for børn, så har jeg ikke følt det helt afslappet at lege og tumle med dem. Nu ser jeg det pludselig fra den anden side. Og hører min bror sige noget der viser, at han nok er i den rolle, jeg selv var i for et års tid siden.

Det er ikke kun dejligt at få børn. Udover alle de dagligdags besværligheder, der følger med, så er der også nogle ting, jeg ikke havde tænkt over. Når man bliver far, bliver man selvfølgelig også meget mere følsom overfor historier om børn, der har det dårligt. For et år siden var jeg blevet så hærdet, at der nærmest ikke var noget som helst i Nyhederne, der kunne ryste mig. Nu er der i hvert fald én ting. Kristine og jeg har nogle gange været tæt ved at slukke for fjernsynet, fordi man skal behandle børn godt, og det gør de ikke altid derinde.

Det var egentlig meningen, at jeg ville skrive alt dette her ind i en fin sammenhæng, men jeg kan ikke rigtigt overskue det i aften. Det må få lov at stå som nogle brudstykker, for ellers ender det med at jeg går og ruger på det i ugevis, og det vil jeg ikke denne gang. Nu vil jeg tage hul på et emne, som jeg nok kommer til at skrive meget mere om i fremtiden.

Advertisements

2 kommentarer

Skriv en kommentar
  1. Trine / Mar 24 2010 09:40

    Du giver lige præcis så god mening, som man gør når man er nogens far – og forelsket!
    Pragtfuld læsning!
    Knus Trine

  2. chopmo / Mar 24 2010 22:49

    Tak søde Trine 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s